”Det er så dejligt at kunne hjælpe andre unge interkønnede”

Sasha Komarova er interkønnet, men fandt først ud af det for to år siden. Den 21-årige russer valgte efterfølgende at dele sin historie og får nu masser af henvendelser fra andre unge interkønnede, som pludselig forstår sig selv meget bedre.

Hvordan fandt du ud af, at du var interkønnet?

Jeg er opvokset i Rusland og vidste ikke, at jeg var interkønnet, før jeg var 19 år gammel. Jeg er fra en lille by ved navn Saratov, hvor ingen inden for sundhedssystemet havde den fjerneste anelse om, hvad der skete med mig.

Min variation gjorde, at jeg ikke fik menstruation, og det skabte bekymring. Mange læger sagde ”det er fordi, hun er vegetar” eller ”det er fordi, de er tvillinger,” da jeg har en tvilling, der også er interkønnet – hvilket vi dog ikke vidste på det tidspunkt. Lægerne mente, at vi nok bare havde delt hormonerne imellem os. Jeg tænkte, at det havde jo intet at gøre med videnskab. Det var skørt og meget frygteligt.

Hvad skete der efter det?
Sammen med vores forældre besluttede vi os for at besøge en læge i Moskva, hvor de er noget længere fremme på sundhedsfronten. Vi blev kromosomtestet og fik at vide, at vi havde en bestemt variation.

Rusland er et enormt land, og det er langt fra alle, der kan tage til Moskva og blive testet. Det er dyrt og kompliceret. I Moskva og andre større byer er der meget hjælp at hente for forældre, som måske føler sig forvirrede, fordi de heller ikke ved noget om interkønnethed.

Hvordan var det at få at vide, at du var interkønnet?

Det var rart, fordi endelig forstod jeg min krop, og hvordan den fungerer. Så det føltes frigørende, og jeg forstod mig selv meget bedre efter det. På det tidspunkt havde jeg allerede fundet ud af, hvad interkønnethed var, og jeg kendte interkønsaktivister som Hanne Gaby og Gretchen.

Hvad har været den mærkeligste oplevelse i dit møde med sundhedssystemet?

Selv veluddannede læger kan være helt forfærdelige og sige de mest sindssyge ting. Jeg var engang hos en læge i Moskva, som sagde til mig, at det var godt, at jeg kom til hende og var så åben om at være interkønnet, men at jeg aldrig skulle fortælle det til nogen. Hun sagde, at jeg skulle finde mig en mand og så ellers bede til, at han aldrig fandt ud af det. Jeg skulle bare fortælle ham, at jeg havde været involveret i et biluheld, og at det var grunden til, at jeg ikke kunne få børn.

Jeg tror ikke, at hun mente noget ondt med det, men at hun forsøgte at beskytte mig, fordi hun vidste, at jeg godt kunne få det rigtigt svært i Rusland, hvor mange er uuddannede. Men det er ikke en langtidsholdbar løsning og noget, som er godt for ens mentale helbredstilstand. Og det var lige der, at det gik op for mig, at jeg ville være åben omkring det at være interkønnet. Ikke for at sætte fokus på mig selv, men fordi jeg vidste, at der var andre som mig, og at de ikke behøvede at gemme sig eller være bange.

Vil du kalde dig selv for aktivist?

Ikke rigtig. Jeg er bare en meget åben interkønsperson, der forsøger at uddanne folk. Selv mine venner og nye mennesker, jeg møder, ved ingenting om det, og jeg føler, at jeg bliver nødt til at forklare dem det. Det har jeg intet imod, fordi jeg føler, at jeg hjælper andre interkønnede, som møder mennesker, der heller ikke ved noget.

Du bor i Letland nu, men kommer fra Rusland. I så stort et land må der være rigtig mange interkønnede. Føler du, at du kæmper for dem også?

Helt sikkert. Det sørgelige er, at interkønnede i Rusland nu bliver nødt til at tage afstand til LGBTQ-samfundet i landet. Ikke fordi de ikke støtter det, men fordi at de fleste interkønnede med behov for hjælp er under 18.

Hvis de lovligt skal kunne advokere for børnenes rettigheder, bliver de nødt til at køre tingene udenom LGBTQ-bevægelsen for ikke at risikere fængsel for propaganda. Det gør mig ked af det, fordi jeg tror på, at vi er stærkere sammen og står over for de samme problemer og oplever den samme stigmatisering som transkønnede, queers og andre. Men der er altså bare lige denne udfordring, der tvinger os til at være splittede.

Hvilken forandring for interkønnede ville du allerhelst se ske?

Alle interkønsamfund verden over kæmper for at stoppet operationer uden samtykke på børn. Jeg fatter ikke, at det stadig foregår, og det er helt klart det, jeg allerhelst ville ændre. Selvfølgelig er der andre ting, men dette er det vigtigste. Det skal stoppe, og det skal stoppe nu!

Hvad giver dig modet til at fortsætte kampen for interkønnedes rettigheder?

Det gør alle de unge mennesker, der kontaktede mig, efter jeg stod frem. De havde selv lige fundet ud af, at de var interkønnede, eller hvilken variation de var. Jeg var overrasket over, at jeg kunne være så vigtig en guide for dem. Folk fortæller mig, at jeg ved at dele min historie har hjulpet dem til ikke at være bange for, hvad der skete med dem. Det er meget stærkt, og jeg ville ønske, at jeg selv havde haft sådan en person at skrive til, da jeg fandt ud af, at jeg var interkønnet.