”LGBTI-rettigheder er menneskerettigheder!” Selvfølgelig er de det. Men hvad betyder det helt konkret? Og hvordan arbejder Amnesty med udbredelsen af menneskerettigheder for homo- biseksuelle, trans- og interkønspersoner?
Homo- og biseksuelle samt trans- og interkønnede har ret til et liv i frihed. Og de har ret til åbent at kunne stå ved deres seksualitet og identitet. Men i flere dele af verden kan det være livsfarligt at være LGBTI+person. I omtrent hvert tredje land er det forbudt at være homoseksuel, og her straffes homoseksualitet og såkaldt ’homoseksuel propaganda’ med alt fra bøder til fængsels- og dødsstraf.
I lande som Iran, Sudan og Saudi-Arabien er der dødsstraf for at have sex med en person af samme køn. Lande som Tjetjenien og Uganda er berygtede for deres systematiske forfølgelse af LGBTI+personer, men også i Europa er der problemer. For eksempel har Rusland og Litauen love, der forbyder information om homoseksualitet med påstanden om, at det er ”et angreb på traditionelle familieværdier”. Lovgivningerne bruges blandt andet til at forhindre LGBTI+-organisationer i at udføre oplysningsarbejde.
Også i Danmark oplever LGBTI+personer diskrimination. I Amnesty har vi dokumenteret, hvordan der udføres ikke-akutte, invasive og irreversible indgreb på babyer og meget unge interkønnede børn. De fleste af disse indgreb er operationer, som foretages på baggrund af sociale årsager – ofte med det formål at ’normalisere’ udseendet af barnets kønsorganer, så de lever op til en stereotyp, binær opfattelse af køn.
Også danske transkønnede møder udfordringer i sundhedsvæsenet. Vi har dokumenteret, hvordan denne gruppe udsættes for ofte årelange og ydmygende udredningsforløb på Rigshospitalets Sexologisk Klinik for at få adgang til de hormonbehandlinger, som er afgørende for transkønnedes identitet og selvforståelse.
Hvad gør Amnesty?
Vi arbejder for at bekæmpe alle former for diskrimination af seksuelle minoriteter. Vi støtter prides overalt i Europa og lægger pres på de lokale myndigheder, så de sikrer, at deltagerne beskyttes mod overgreb. Vi arbejder også for, at transkønnede ikke bliver defineret som ‘syge’ i Danmark, og for at EU bliver bedre til at beskytte alle europæere, herunder LGBTI+-personer, mod diskrimination.
I Amnesty arbejder vi også for at afskaffe love, der gør det kriminelt at være homoseksuel, eller som udsætter homoseksuelle for diskrimination. Vi bekæmper fængsling, tortur, mishandling og tvungen ‘helbredelse’ af seksuelle minoriteter, og vi arbejder for, at regeringer aktivt bekæmper straffriheden for denne type forbrydelser. Inden for FN-systemet og andre internationale organisationer presser vi desuden på for, at seksuelle minoriteters menneskerettigheder beskyttes og fremmes effektivt.
Læs mere
Få mere viden omkring vores arbejde med interkønnedes rettighederher.
Indtil 1980’erne brugte man mange steder i verden begrebet ’Gay and lesbian’ til at dække over alle de forskellige identiteter, LGBTI+-forkortelserne rummer i dag, ligesom udtrykket ’gay rights’ blev anvendt som fællesbetegnelse for de mange forskellige rettighedskampe i miljøet. Det internationale menneskerettighedssystem begyndte først at tale om ’gay rights’ inden for en menneskeretslig ramme i 1990’erne, hvor det blev besluttet, at seksuelle minoriteter såvel som kønsminoriteter havde krav på særlig beskyttelse på samme vis som religiøse og politiske mindretal.
Amnesty besluttede på et internationalt hovedbestyrelsesmøde i Osaka i 1991 at udvide organisationens mandat til også at inkludere samvittighedsfanger, som udelukkende sad fængslet på baggrund af deres seksualitet og kønsidentitet – en beslutning, som især dansk afdeling havde kæmpet for siden 1970’erne. Indtil da, arbejdede Amnesty indirekte for LGBTI-rettigheder, idet vi aktionerede mod vilkårlige fængslinger og dødsdomme, som eksempelvis ramte homoseksuelle, men først i ’91 begyndte vi at klassificere personer som samvittighedsfanger på baggrund af deres identitet som homoseksuel eller transperson.
Hvor står det, at LGBTI-rettigheder er menneskerettigheder?
“Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder” – FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, artikel 1
Denne bekræftelse i menneskerettighedserklæringen er helt central for princippet om anti-diskrimination, som er tværgående i alle internationale menneskerettighedsstandarder og konventioner, som Amnestys mandat bygger på.
Det betyder helt enkelt, at mennesker ikke må diskrimineres i deres adgang til de forskellige menneskerettigheder, fordi de er LGBTI+ personer.
FN’s menneskerettighedsråd besluttede i 2016, at oprette et mandat specifikt til LGBTI+ rettigheder – nemlig en uafhængig ekspert som udelukkende rapporterer om LGBTI+ rettigheder. Denne person har til opgave at undersøge og rapportere om menneskerettighedskrænkelser mod LGBTI+ personer i hele verden, vurdere om gældende internationale menneskerettighedsstandarder overholdes og fremsætte anbefalinger til stater.
Menneskerettighedskomiteen; som er FN’s centrale organ, har i flere afsluttende bemærkninger understreget, at alle stater er forpligtet til at sikre beskyttelsen af LGBTI+ personer. Alle øvrige FN-komitéer har også understreget denne pligt – eksempelvis komiteen for økonomisk, kulturelle og sociale rettigheder, som understreger, at stater er forpligtet til at sikre LGBTI+ personer i forhold til seksuelle og reproduktive rettigheder, sundhed, arbejde, vand, social sikkerhed og retten til et liv fri fra diskrimination.
Børnekomiteen nævner også LGBTI+ rettigheder og understreger, at artikel to i Menneskerettighedskonvention – princippet om ikke-diskrimination – også beskytter LGBTI+ børn og unge. Dette gør sig blandt andet gældende i forhold til seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakteristika. Det samme gælder en lang række andre FN-komiteer som eksempelvis Kvindekomiteen (CEDAW), Komiteen for migrantarbejdere, Komiteen for personer med handikap, Komiteen for racediskrimination og Torturkomiteen.
Ifølge FN’s internationale menneskerettighedsstandarder er stater juridisk forpligtet til at:
- Beskytte individer fra homofobisk og transfobisk vold
- Forhindre tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling af LGBTI+ personer
- Afkriminalisere love, som forbyder sex og forhold mellem personer af samme køn
- Forbyde diskrimination baseret på seksuel orientering, kønsidentitet og kønskarakteristika
- Beskytte ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og fredelige forsamlinger for LGBTI+ personer
Rettigheder i praksis
Amnestys arbejde for LGBTI-rettigheder er – ligesom alt vores andet menneskerettighedsarbejde – trebenet: Vi dokumenterer, vi informerer, og vi aktionerer.
Det starter med, at Amnesty udarbejder en international policy på et bestemt område på baggrund af internationale standarder og eksempelvis domme fra menneskerettighedsdomstole – herefter laver vi ofte ny research; det kan være en rapport som afdækker danske transpersoners adgang sundhed, tjetjenske homoseksuelle som forfølges og slås ihjel af myndighederne eller en juridisk analyse af den tidligere ’Anti’ Homosexuality Bill’ i Uganda. Amnesty identificerer et menneskeretsligt problem, afdækker dets størrelse, eksempelvis ved at interviewe personer, som har fået krænket deres menneskerettigheder, analyserer hvordan en stat er forpligtet i forhold de menneskerettighedskonventioner, der er gældende, og kommer med konkrete anbefalinger til hvordan, der skal skabes forbedringer på området.
Herefter starter vores campaigning, som er holdningsbearbejdelse, lobbyisme og vidensdeling. Det kan være, vi vurderer, at en lovændring er nødvendig for at styrke f.eks. interkønnedes ret til kropslig integritet ved at forbyde kønsnormaliserende operationer. Eller at det skal være muligt for unge transpersoner under 18 at opnå juridisk kønsskifte. Her vil vi dele vores viden med relevante magthavere – både politikere, medier og meningsdannere, og vise hvordan en ny lov – som fx juridisk kønsskifte – kan være med til at sikre bedre livskvalitet og reducere diskrimination – og dermed sikre unge transpersoners menneskerettigheder.
Endeligt vil vi bede almindelige mennesker om at tage stilling til et givent emne og skrive under på en underskriftsindsamling eller gå med i en demo for at vise, at et bredt udsnit af befolkningen bakker op om styrkelsen af LGBTI-rettigheder. Det kan være, at vi beder dem om at tage samtaler med deres familie, venner eller klassekammerater.
Det kan således være specifikke rettigheder, som skal sikres indenfor en særlige LGBTI-identitet, For eksempel:
Lesbiske og homoseksuelle mænd: Ret til et liv fri for forfølgelse eller afkriminalisering af seksuel orientering
Biseksuelle: Afkriminalisering af seksuel orientering eller anerkendelse af hatecrimes mod dem
Transpersoner: Lige adgang til sundhedsrettigheder eller juridisk kønsskifte
Interkønnede: Et stop for ’kønsnormaliserende’ operationer uden samtykke