Her har vi samlet en række definitioner og fakta, som kan give en forståelse af, hvad en flygtning er, hvordan man opnår asyl i Danmark, hvor mange mennesker på flugt, Danmark tager imod, og hvordan det står til med integrationen. Læs også Amnesty syv anbefalinger til, hvordan regeringen helt konkret kan hjælpe mennesker på flugt.
Tal og fakta om mennesker på flugt
En flygtning er et menneske, der har forladt sit hjemland på grund af krig, trusler og forfølgelse, og som søger beskyttelse i et sikkert land.
Ifølge FN’s flygtningekonvention fra 1951, er definitionen af en flygtning en person, “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser, befinder sig uden for det land, i hvilket han/hun har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt – ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse”.
Derudover kan en person også opnå flygtningestatus i Danmark, hvis han/hun flygter fra et land, der befinder sig i væbnet konflikt, og hvor civile er udsat for straf, tortur og inhuman behandling bare ved at opholde sig i landet. Lige nu er dette primært mennesker, der flygter fra Syrien.
Danmark har tradition for at bære en del af det internationale ansvar, når det gælder flygtninge og andre humanitære indsatser.
Som land vægter vi værdier som medmenneskelighed, frihed og ansvar højt, og det er derfor en selvfølge, at vi skal træde til, når der er folk i nød.
Danmark har desuden gennem en række internationale aftaler forpligtet sig til at tage imod flygtninge:
Antal asylansøgere i 2017 er det laveste i ni år. Dette kan skyldes de mange stramninger, som den danske regering har indført, siden de kom til magten i 2015. Stramningerne har gjort det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark.
Asylansøgere, der anerkendes som flygtninge ifølge udlændigelovens § 7, stk. 1 og 2, og som var gift eller levede i fast samlivsforhold med en anden person på tidspunktet for deres indrejse i Danmark og ansøgning om asyl, kan få familiesammenføring uden at skulle leve op til den lange række krav og betingelser, som stilles over for udlændinge, som ikke var forfulgt i hjemlandet, men kom til Danmark af andre årsager - primært arbejde.
Det betyder først og fremmest, at de ikke skal leve op til krav om, at de kan forsørge ægtefællen og børnene, og heller ikke stille økonomisk sikkerhed for mulige udgifter af social eller sundhedsmæssig art på grund af ægtefællen og børnene. Desuden skal den nyligt anerkendte flygtninge heller ikke nødvendigvis råde over egen passende bolig. Der stilles heller ikke krav til sprogkundskaber og uddannelse.
Asylansøgere, som får asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus), eller § 7, stk. 2, (beskyttelsesstatus), kan ansøge om at få ægtefællen eller samleveren og børnene til Danmark, så snart de er tildelt asyl.
Asylansøgere, som modtager beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, - den såkaldte midlertidige beskyttelsesstatus – ofte omtalt som krigsflygtninge – kan først opnå familiesammenføring, når de har haft opholdstilladelse i Danmark i 3 år. Denne regel om, at krigsflygtninge skal vente i 3 år på at få familien til Danmark, blev indført på samme tid, som selve § 7, stk. 3 blev oprettet i februar 2015. Det skete for at afskrække de mange syriske krigsflygtninge fra at søge til Danmark.
I bemærkningerne til lovforslaget anførtes det som begrundelse, at krigsflygtninge ikke har nogen tilknytning til Danmark, når de kommer. Det fremgik også, at regeringen var af den opfattelse, at krigen i Syrien kunne høre op når som helst, og at det derfor ikke var hensigtsmæssigt at give dem ret til familiesammenføring med det samme.
I de seneste par år er alle flygtninge i Danmark i gennemsnit blevet sammenført med ét familiemedlem.
Antallet af mennesker der kom til Danmark igennem familiesammenføring – ifølge Danmarks Statistik:
På grund af indførelsen af 3-årsreglen i 2015 for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, blev det af regeringen forventet at hele 11.000 nye flygtninge ville komme til Danmark i 2018. Men nye tal viser, at kun 54 flygtninge i denne gruppe har ansøgt om familiesammenføring de første fem måneder af 2018.
Derudover viser tal over familiesammenføringer i 2018, at kun 368 tilladelser er givet til flygtninge og udlændinge, mens 1.180 tilladelser er givet til danske eller nordiske statsborgere. 734 tilladelser er givet til mindreårige børn.
Omkring 85 procent af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne. Nærområderne er lande, der ikke har den store velfærd og økonomi, som vi har i Danmark, og nogle af nærområderne kæmper selv med store, interne konflikter.
Tyrkiet, Jordan, Pakistan, Uganda og Iran er de lande, der tager imod flest af verdens mennesker på flugt. Det er derfor vigtigt, at Danmark tager del i det internationale arbejde, der skal styrke nærområderne til at kunne huse så mange flygtninge.
Hvis disse lande ikke aflastes både økonomisk og ved at løfte nogle af flygtningene væk derfra, vil resultatet være flere krige og dermed endnu flere flygtninge og internt fordrevne.
Vi ser desværre lige nu at lande, som for eksempel Libanon, hvor andelen af flygtninge udgør 30 procent af landets befolkning, er begyndt at sende syrere tilbage til Syrien, da de ikke har midler til at tage sig af dem. Dette er dybt problematisk, da Syrien ikke er sikkert at vende hjem til.
Amnesty mener derfor, at der er brug for globale, ansvarsfordelende løsninger til at beskytte de 25,4 millioner mennesker, som lige nu er drevet på flugt fra deres hjemland.
Det er ikke nok kun at sende penge til nærområderne. Danmark skal også modtage sin andel af mennesker på flugt og give dem adgang til en fair og effektiv asyl behandling.
Mennesker på flugt, som det lykkes at krydse grænsen til Danmark, skal rette henvendelse til myndighederne, som typisk vil være politiet, og sige, at de søger asyl. Så vil de blive henvist til et modtagecenter, for eksempel Center Sandholm, hvor de vil blive registreret som asylansøgere. Herefter vil de blive overført til andre indkvarteringscentre rundt om i landet.
Deres asylansøgning behandles i første instans af Udlændingestyrelsen. Det betyder, at de vil blive interviewet af en sagsbehandler – en jurist – fra Udlændingestyrelsen, som spørger dem om årsagen til deres flugt, om de blev forfulgt, hvad forfølgelsen bestod i (tortur, fængsel, umenneskelig og nedværdigende behandling o.s.v.), hvem der stod bag forfølgelsen, om forfølgelsen var personlig og individuel, om den skyldtes politisk aktivitet eller overbevisning, etnisk eller religiøs oprindelse, eller om de er flygtet fra generelle krigshandlinger og overgreb, som ikke er individuel, men til gengæld så omfattende og udbredt, at enhver, som er i området, er i fare.
Asylansøgeren skal ikke i retlig forstand bevise, at han eller hun er forfulgt, men kunne forklare om forholdene i hjemlandet på en sammenhængende og troværdig måde, der gør det sandsynligt, at ansøgeren flygtede fra forfølgelse, og at ansøgeren risikerer at blive udsat for fornyet forfølgelse, hvis han eller hun vender tilbage til sit hjemland.
Hvis Udlændingestyrelsen finder, at ansøgerens forklaring er troværdig og sammenhængende, og at de problemer, som ansøgeren har forklaret om, er alvorlige nok til at udgøre ”forfølgelse” (modsat diskrimination eller chikane, som ikke i sig selv er nok til at få asyl), så meddeler Udlændingestyrelsen ansøgeren asyl i Danmark. Asylansøgeren, som nu er anerkendt som flygtning, får bolig i en kommune, som er udpeget af Udlændingestyrelsen.
Hvis ansøgeren får afslag fra Udlændingestyrelsen, som er første instans, overgår sagen til Flygtningenævnet, som er øverste instans i det danske asylsystem.
Udlændingestyrelsen afslag kan typisk skyldes, at styrelsen ikke finder, at ansøgerens forklaring om hans eller hendes konflikter i hjemlandet er troværdige og sammenhængende. Det kan også være, at man finder, at forklaringen er sammenhængende og troværdig, men at ansøgerens problemer ikke var alvorlige nok til at udgøre forfølgelse. Endelig er der ansøgere, som får afslag, fordi nævnet mener, at ansøgeren vil kunne opnå beskyttelse i sit hjemland ved at gå til landets myndigheder og/eller flytte til en anden del af landet.
Asylansøgeren får beskikket en advokat, som bistår ansøgeren i forberedelsen af sagen og mødet med Flygtningenævnet.
Behandlingen i nævnet er mundtlig, og ansøgeren samt hans/hendes advokat fremlægger sagen ved, at advokaten stiller spørgsmål til sin klient, som så gennem sine svar skal godtgøre eller sandsynliggøre, at ansøgeren er berettiget til asyl i Danmark.
Advokaten skal gennem sine spørgsmål påvise, at Udlændingestyrelsens vurdering er forkert, enten fordi styrelsens troværdighedsvurdering er for skrap, eller fordi styrelsens vurdering af forholdene i ansøgerens hjemland er for optimistisk, eller at styrelsen ikke har taget de seneste baggrundsoplysninger med i sin vurdering af den politiske eller menneskeretlige situation i hjemlandet.
Udover Flygtningenævnet og asylansøgeren og hans/hendes advokat samt en tolk medvirker desuden en repræsentant for Udlændingestyrelsen. Styrelsens repræsentant udspørger også asylansøgeren spørgsmål med den målsætning at vise, at den oprindelige afgørelse er korrekt. Spørgsmålene har til hensigt at påvise, at ansøgerens forklaring ikke hænger sammen, at ansøgerens problemer ikke er alvorlige nok til at give asyl, eller at forholdene i ansøgerens hjemland har udviklet sig til det bedre, og at ansøgeren derfor kan få beskyttelse hos hjemlandets myndigheder.
Når først advokaten og derefter Udlændingestyrelsens repræsentant har udspurgt ansøgeren, udspørger Flygtningenævnets medlemmer ansøgeren.
Endelig holder først advokaten, og dernæst styrelsens repræsentant en procedure – hvori de på skift argumenterer for, hvad anser for vigtigt i sagen, og hvilket resultat Flygtningenævnet bør nå til.
Herefter forlader ansøgeren, advokaten og Udlændingestyrelsens repræsentant samt tolken mødelokalet, og Flygtningenævnets medlemmer voterer – det vil sige drøfter de oplysninger, som er kommet frem under mødet, og afgør, hvordan sagen bør falde ud.
Afgørelsen skrives færdig under mødet. Derefter kaldes asylansøgeren, hans/hendes advokat og Udlændingestyrelsens repræsentant ind igen, og nævnets formand (dommeren) forkynder resultatet. Ansøgeren bliver altså nu oplyst, om han/hun har fået asyl, eller om Flygtningenævnet har valgt at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse.
Sammen med resultatet gennemgår formanden også de vigtige grunde til afgørelsen, lige som formanden ved afslag forkynder for ansøgeren, at ansøgeren skal rejse ud af Danmark, og at han eller hun vil kunne udsendes tvangsmæssigt af landet ved politiets hjælp, hvis han eller hun ikke samarbejder om udrejsen.
Som udgangspunkt skal asylansøgere, som får afslag på asyl, udrejse af Danmark – og det vil som regel også betyde rejse tilbage til deres oprindelsesland.
Udrejsen kan foregå frivilligt, ved at ansøgeren meddeler, at han/hun har et pas og er indstillet på at rejse. Det danske politi skaffer så en flybillet til ansøgerens hjemland. Somme tider foregår det på den måde, at politiet sikrer sig, at ansøgeren er steget på flyet. Det kaldes en ”påset udrejse”.
Endelig kan en hjemsendelse foregå som en ”tvangsmæssig hjemsendelse”. Det betyder, at politiet må anvende magt for at gennemføre hjemsendelsen. I praksis kan det betyde, at ansøgeren lægges i håndjern eller strips og får strips om fødderne også. Der er eksempler på, at politiet må opgive hjemsendelsen helt oppe i flyet, fordi ansøgeren sætter sig så voldsomt til modværge, at flyets besætning ikke skønner det sikkert at gennemføre flyvningen.
Hvis ansøgeren ikke har noget pas, kan det foregå på den måde, at politiet ledsager den afviste asylansøger til hans/hendes hjemlands repræsentation i Danmark for at søge om et rejsedokument til hjemrejsen.
Men for nogle landes vedkommende kan ansøgeren blokere for sin egen hjemrejse ved at nægte at søge om et nyt rejsedokument. Dette gælder for eksempel Iran, som rutinemæssigt nægter at udstede et nyt rejsedokument, hvis den afviste asylansøger ikke vil underskrive en pasansøgning. Også for lande som Irak og Afghanistan kan det medføre, at hjemlandets myndigheder ikke vil modtage den afviste asylansøger, hvor han/hun ikke vil ansøge om pas – eller ikke vil indrejse i hjemlandet frivilligt.
Der er også eksempler på, at ansøgeren nægter at oplyse, hvor han eller hun kommer fra – og hvor de danske myndigheder derfor har svært ved at påbegynde en hjemsendelse.
Det kan også være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at hjemsende uledsagede mindreårige, hvor der ikke er sociale myndigheder til at yde omsorg og beskyttelse til de mindreårige.
Men det altovervejende udgangspunkt er, at personer, som ikke findes at være i risiko for forfølgelse i deres hjemland, skal sendes tilbage til hjemlandet.
Tal fra Danmarks Statistik og Finansministeriet viser, at beskæftigelsen blandt flygtninge, der har opholdt sig i Danmark i mere end tre år er stigende. 12 procent af de flygtninge og familiesammenførte, som havde været i landet i tre år i juni 2015, var i beskæftigelse.
I juni 2017 var tallet steget til 30 procent.
Beskæftigelsestallene tager udgangspunkt i flygtninge og familiesammenførte, der er kommet i ordinære job. Altså job, der ikke suppleres af offentlig støtte.
Det er dog vigtigt at understrege, at mennesker med flygtningebaggrund kan have sværere ved at få arbejde end andre borgere. Det kan skyldes, at deres faglige kvalifikationer ikke altid er efterspurgte, at de har fysiske og psykiske mén af forfølgelsen eller flugten, og at de mangler netværk.
Flygtninge ’taber’ ofte flere år i forbindelse med forfølgelse og flugt. Mange har på grund af forfølgelse afbrudt en uddannelse eller været uden for arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid. Dertil kommer den tid, det tager, før flygtninge har lært dansk på et vist niveau.
De fleste personer, der ankommer til Danmark for at søge beskyttelse, gør sig umage for at tilpasse sig deres nye liv i Danmark. Ifølge Medborgerskabsundersøgelsen 2017 fra Integrationsministeriet deler både indvandrere og efterkommere de værdier, som mange bredt kalder for danske:
Ifølge Integrationsministeriets Medborgerskabsundersøgelse fra 2017, mener indvandrere og efterkommere i højere grad end danskerne, at alle uanset religiøst ståsted bør nyde de samme rettigheder:
Ifølge Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse fra 2017, mener indvandrere og efterkommere i højere grad end danskerne, at det er ok for deres børn at gifte sig med personer af anden etnisk herkomst:
Der findes effektive og konkrete muligheder for at hjælpe mennesker på flugt. De bygger på et fælles og internationalt ansvar samt en forståelse for, at alle mennesker har ret til et liv i sikkerhed. Læs her, hvad Amnesty mener, den danske regering bør gøre.
Canada var det første land til at indføre dette system i 1970’erne, og siden da har private aktører i landet taget imod omtrent 300.000 mennesker på flugt.
Siden 2013 har idéen om privat sponsorering af flygtninge udvidet sig til Europa. Lande som Tyskland, Irland og England har udviklet programmer, som gør det muligt for private aktører at støtte optagelse, velkomst og integration af flygtninge i deres lokale områder. Under disse nye rammer er ansvaret delt mellem de statslige og private aktører.
Evalueringer fra Canada viser, at mennesker på flugt, der kommer til Canada gennem private sponsoraftaler, har bedre integrationsresultater end flygtninge, som genbosættes af regeringen.
Private sponsoraftaler giver individer og organisationer mulighed for direkte at engagere sig i menneskers søgen efter et nyt liv i sikkerhed fra start til slut, hvilket resulterer i velkommende samfund, som sikrer god integration på længere sigt.
Dét, at have sin tætte familie omkring sig, gør en kæmpe forskel for mennesker, der skal finde sig tilrette i et nyt liv og kultur. Især når det handler om mennesker, der er på flugt fra krig og ødelæggelse, som har dybe traumatiserende oplevelser og minder med sig i bagagen.
Amnesty mener derfor, at flygtninge har ret til at blive sammenført med deres tætteste familiemedlemmer gennem familiesammenføring.
Dublin-forordningen, som regulerer asylproceduren i EU, prioriterer rettigheder for familiesammenføring højt, hvilket sikrer at familier, der er blevet adskilt under deres flugt, kan genforenes i et andet land.
Familieenhedens princip skal respekteres fuldt ud i hele asylproceduren, og alle EU's medlemslande bør være proaktive i at fremme denne proces.
Til den danske regering siger Amnesty: Lad familier blive genforenet hurtigst muligt –afskaf 3-års reglen!
Læs om vigtigheden af familiesammenføring for en syrisk familie her
Enhver, der har boet i udlandet, ved, hvor svært det er at lære et nyt sprog, få venner, forstå kulturen, finde et sted at bo eller et nyt job. I mange dele af verden er en bred vifte af samfundsinitiativer sprunget frem for at byde mennesker på flugt velkommen. Det kan for eksempel være rådgivning om asyl, sprogklasser, hjælp til at finde rundt i det nye område og støtte til kvinder, der er alene.
Det er vigtigt, at den danske regering støtter op om disse projekter.
Studier viser, at lange ventetider skader integrationen og kan medføre ensomhed, depression og modløshed.
Amnesty anbefaler derfor, at asylproceduren er så kort og gennemsigtig som mulig, og at flygtninge deltager i integrationsprogrammer straks efter, de har fået asyl.
Danske universiteter og skoler kan tilbyde flygtninge studievisum og stipendier til at starte eller fortsætte deres studier i Danmark. Denne løsning giver mulighed for at gennemføre begyndt skolegang, blive integreret i samfundet, og en chance for at bidrage til samfundet.
Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, er det kun 1 procent af verdens mennesker på flugt, der går på universitetet. Hele 3,7 millioner flygtningebørn og teenagere er ikke i skole lige nu. En hel generation af børn og unge vil derfor stå uden uddannelse, og det vil gøre det svært at sikre et trygt og stabilt liv i fremtiden.
Amnesty opfordrer derfor den danske regering til at undersøge mulighederne for studievisum til flygtninge i Danmark.
En smartphone kan være en nødvendig livline for dem, som er tvunget til at forlade alt andet bag sig. Amnesty har for nylig fundet frem til, at én af de vigtigste ting, som flygtninge søger efter online igennem deres smartphones, er information om deres egen situation og de muligheder, som står åbne for dem.
Dette behov er blevet opfanget af nye innovative iværksættere over hele verdenen, som har skabt smartphone-løsninger, som står til rådighed for mennesker på flugt.
Et af disse projekter er det finske startup Funzi, som har udarbejdet en gratis app, der består af forskellige guidelines til den finske kultur, sproget og hverdagslivet. Appen kan fås på lang række forskellige sprog.
Et andet projekt er Flüchtlinge Willkommen, som er det første ”Airbnb for flygtninge”. Det blev grundlagt af to tyske bofæller, og siden 2014 har det på tværs af Europa hjulpet hundreder af flygtninge med at finde et sted at bo.
Vi opfordrer den danske regering til at støtte op om iværksættere med konkrete ideer til at hjælpe mennesker på flugt.
For mange mennesker er det at få et job en afgørende del af et hverdagsliv. Udover at kunne skaffe penge til mad og bolig og dermed støtte ens egen familie, hjælper det folk med at bevare deres selvrespekt og uafhængighed.
Det er derfor vigtigt, at flygtninge modtager arbejdstilladelser så hurtigt som muligt. For at dette kan lade sig gøre, er det afgørende, at flygtninges kompetencer og uddannelsesbaggrunde bliver respekteret, når de kommer til Danmark, ved for eksempel at matche dem med relevante virksomheder.
Mange danske virksomheder og kommuner har gode erfaringer med netop sådanne løsninger. Horsens kommune blev i foråret belønnet af staten med en pose penge, efter de i 2017 fik 71 flygtninge i arbejde.
Amnesty ønsker derudover, at virksomheder kan få mulighed for at tilbyde arbejdsvisum til flygtninge, som sidder fast i flygtningelejre. På den måde, kan de få mulighed for at udvikle sig og uddanne sig, så de øger deres viden og kompetencer.
Amnesty opfordrer den danske regering til at bakke op om sådanne projekter og øge incitamentet for samarbejde mellem virksomheder og kommuner, så flere flygtninge kan komme i arbejde og opretholde et liv i værdighed.
Kvoteflygtningeordningen er en afgørende måde, hvorpå regeringer kan beskytte de mennesker, der har mest brug for det. Det kan være folk, der er blevet tortureret, enlige kvinder med børn og mennesker, som har brug for behandling, der ikke er tilgængelig omkring dem.
Men kvoteflygtningeordningen er slet ikke taget ordentligt i brug af FN’s medlemslande. Lige nu har omkring 1,2 millioner mennesker, ifølge UNHCR, akut brug for genbosættelse igennem kvoteflygtningeordningen.
Kun 75.188 pladser blev sidste år tildelt til kvoteflygtninge fra de 37 forskellige lande, der tager imod kvoteflygtninge, hvilket er 54 procent færre end i 2016.
Flere europæiske lande begynder at hæve deres andel af kvoteflygtningepladser, men i Danmark valgte regeringen af sætte et stop for ordningen, da ”Danmark har brug for en pause”.
Danmark svigter de mange millioner af mennesker på flugt, som har brug for sikkerhed og et internationalt solidarisk system. Regeringen frasiger sig det internationale ansvar, som Danmark ellers altid har vægtet højt.
Amnesty opfordrer regeringen til at genoptage modtagelsen af kvoteflygtninge på mindst samme niveau som tidligere.
Støt Amnestys arbejde