Flygtninge i Danmark Flygtninge Danmark Europa

En flygtning er et menneske, der har forladt sit hjemland på grund af krig, trusler og forfølgelse, og som søger beskyttelse i et sikkert land. 

Ifølge FN’s flygtningekonvention fra 1951, er definitionen af en flygtning en person, “som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser, befinder sig uden for det land, i hvilket han/hun har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt – ikke ønsker at søge dette lands beskyttelse”.

Derudover kan en person også opnå flygtningestatus i Danmark, hvis han/hun flygter fra et land, der befinder sig i væbnet konflikt, og hvor civile er udsat for straf, tortur og inhuman behandling bare ved at opholde sig i landet. Lige nu er dette primært mennesker, der flygter fra Syrien.

Danmark har tradition for at bære en del af det internationale ansvar, når det gælder flygtninge og andre humanitære indsatser.

Som land vægter vi værdier som medmenneskelighed, frihed og ansvar højt, og det er derfor en selvfølge, at vi skal træde til, når der er folk i nød.

Danmark har desuden gennem en række internationale aftaler forpligtet sig til at tage imod flygtninge:

• Danmark har tilsluttet sig FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948. Heri hedder det, at ”enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse“
• Danmark har også, som det første land i verden, underskrevet FN’s Flygtningekonvention fra 1951
  

• 2013: 7.557 personer
• 2014: 14.732 personer
• 2015: 21.316 personer
• 2016: 6.235 personer
• 2017: 3.479 personer
• 2018: 1.307 personer (i løbet af årets første fem måneder)

Antal asylansøgere i 2017 er det laveste i ni år. Dette kan skyldes de mange stramninger, som den danske regering har indført, siden de kom til magten i 2015. Stramningerne har gjort det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark.

Asylansøgere, der anerkendes som flygtninge ifølge udlændigelovens § 7, stk. 1 og 2, og som var gift eller levede i fast samlivsforhold med en anden person på tidspunktet for deres indrejse i Danmark og ansøgning om asyl, kan få familiesammenføring uden at skulle leve op til den lange række krav og betingelser, som stilles over for udlændinge, som ikke var forfulgt i hjemlandet, men kom til Danmark af andre årsager - primært arbejde.

Det betyder først og fremmest, at de ikke skal leve op til krav om, at de kan forsørge ægtefællen og børnene, og heller ikke stille økonomisk sikkerhed for mulige udgifter af social eller sundhedsmæssig art på grund af ægtefællen og børnene. Desuden skal den nyligt anerkendte flygtninge heller ikke nødvendigvis råde over egen passende bolig. Der stilles heller ikke krav til sprogkundskaber og uddannelse.

Asylansøgere, som får asyl i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus), eller § 7, stk. 2, (beskyttelsesstatus), kan ansøge om at få ægtefællen eller samleveren og børnene til Danmark, så snart de er tildelt asyl. 

Asylansøgere, som modtager beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, - den såkaldte midlertidige beskyttelsesstatus – ofte omtalt som krigsflygtninge – kan først opnå familiesammenføring, når de har haft opholdstilladelse i Danmark i 3 år. Denne regel om, at krigsflygtninge skal vente i 3 år på at få familien til Danmark, blev indført på samme tid, som selve § 7, stk. 3 blev oprettet i februar 2015. Det skete for at afskrække de mange syriske krigsflygtninge fra at søge til Danmark.

I bemærkningerne til lovforslaget anførtes det som begrundelse, at krigsflygtninge ikke har nogen tilknytning til Danmark, når de kommer. Det fremgik også, at regeringen var af den opfattelse, at krigen i Syrien kunne høre op når som helst, og at det derfor ikke var hensigtsmæssigt at give dem ret til familiesammenføring med det samme.

I de seneste par år er alle flygtninge i Danmark i gennemsnit blevet sammenført med ét familiemedlem.

Antallet af mennesker der kom til Danmark igennem familiesammenføring – ifølge Danmarks Statistik:

• 2013: 1.193
• 2014: 2.402
• 2015: 8.092
• 2016: 4.312
• 2017: 3.268

På grund af indførelsen af 3-årsreglen i 2015 for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, blev det af regeringen forventet at hele 11.000 nye flygtninge ville komme til Danmark i 2018. Men nye tal viser, at kun 54 flygtninge i denne gruppe har ansøgt om familiesammenføring de første fem måneder af 2018.

Derudover viser tal over familiesammenføringer i 2018, at kun 368 tilladelser er givet til flygtninge og udlændinge, mens 1.180 tilladelser er givet til danske eller nordiske statsborgere. 734 tilladelser er givet til mindreårige børn.

Omkring 85 procent af verdens flygtninge befinder sig i nærområderne. Nærområderne er lande, der ikke har den store velfærd og økonomi, som vi har i Danmark, og nogle af nærområderne kæmper selv med store, interne konflikter.

Tyrkiet, Jordan, Pakistan, Uganda og Iran er de lande, der tager imod flest af verdens mennesker på flugt. Det er derfor vigtigt, at Danmark tager del i det internationale arbejde, der skal styrke nærområderne til at kunne huse så mange flygtninge.

Hvis disse lande ikke aflastes både økonomisk og ved at løfte nogle af flygtningene væk derfra, vil resultatet være flere krige og dermed endnu flere flygtninge og internt fordrevne.

Vi ser desværre lige nu at lande, som for eksempel Libanon, hvor andelen af flygtninge udgør 30 procent af landets befolkning, er begyndt at sende syrere tilbage til Syrien, da de ikke har midler til at tage sig af dem. Dette er dybt problematisk, da Syrien ikke er sikkert at vende hjem til.

Amnesty mener derfor, at der er brug for globale, ansvarsfordelende løsninger til at beskytte de 25,4 millioner mennesker, som lige nu er drevet på flugt fra deres hjemland.

Det er ikke nok kun at sende penge til nærområderne. Danmark skal også modtage sin andel af mennesker på flugt og give dem adgang til en fair og effektiv asyl behandling.

Mennesker på flugt, som det lykkes at krydse grænsen til Danmark, skal rette henvendelse til myndighederne, som typisk vil være politiet, og sige, at de søger asyl. Så vil de blive henvist til et modtagecenter, for eksempel Center Sandholm, hvor de vil blive registreret som asylansøgere. Herefter vil de blive overført til andre indkvarteringscentre rundt om i landet.

Deres asylansøgning behandles i første instans af Udlændingestyrelsen. Det betyder, at de vil blive interviewet af en sagsbehandler – en jurist – fra Udlændingestyrelsen, som spørger dem om årsagen til deres flugt, om de blev forfulgt, hvad forfølgelsen bestod i (tortur, fængsel, umenneskelig og nedværdigende behandling o.s.v.), hvem der stod bag forfølgelsen, om forfølgelsen var personlig og individuel, om den skyldtes politisk aktivitet eller overbevisning, etnisk eller religiøs oprindelse, eller om de er flygtet fra generelle krigshandlinger og overgreb, som ikke er individuel, men til gengæld så omfattende og udbredt, at enhver, som er i området, er i fare.

Asylansøgeren skal ikke i retlig forstand bevise, at han eller hun er forfulgt, men kunne forklare om forholdene i hjemlandet på en sammenhængende og troværdig måde, der gør det sandsynligt, at ansøgeren flygtede fra forfølgelse, og at ansøgeren risikerer at blive udsat for fornyet forfølgelse, hvis han eller hun vender tilbage til sit hjemland.

Hvis Udlændingestyrelsen finder, at ansøgerens forklaring er troværdig og sammenhængende, og at de problemer, som ansøgeren har forklaret om, er alvorlige nok til at udgøre ”forfølgelse” (modsat diskrimination eller chikane, som ikke i sig selv er nok til at få asyl), så meddeler Udlændingestyrelsen ansøgeren asyl i Danmark. Asylansøgeren, som nu er anerkendt som flygtning, får bolig i en kommune, som er udpeget af Udlændingestyrelsen.

Hvis ansøgeren får afslag fra Udlændingestyrelsen, som er første instans, overgår sagen til Flygtningenævnet, som er øverste instans i det danske asylsystem.

Udlændingestyrelsen afslag kan typisk skyldes, at styrelsen ikke finder, at ansøgerens forklaring om hans eller hendes konflikter i hjemlandet er troværdige og sammenhængende. Det kan også være, at man finder, at forklaringen er sammenhængende og troværdig, men at ansøgerens problemer ikke var alvorlige nok til at udgøre forfølgelse. Endelig er der ansøgere, som får afslag, fordi nævnet mener, at ansøgeren vil kunne opnå beskyttelse i sit hjemland ved at gå til landets myndigheder og/eller flytte til en anden del af landet.

Asylansøgeren får beskikket en advokat, som bistår ansøgeren i forberedelsen af sagen og mødet med Flygtningenævnet.

Behandlingen i nævnet er mundtlig, og ansøgeren samt hans/hendes advokat fremlægger sagen ved, at advokaten stiller spørgsmål til sin klient, som så gennem sine svar skal godtgøre eller sandsynliggøre, at ansøgeren er berettiget til asyl i Danmark.

Advokaten skal gennem sine spørgsmål påvise, at Udlændingestyrelsens vurdering er forkert, enten fordi styrelsens troværdighedsvurdering er for skrap, eller fordi styrelsens vurdering af forholdene i ansøgerens hjemland er for optimistisk, eller at styrelsen ikke har taget de seneste baggrundsoplysninger med i sin vurdering af den politiske eller menneskeretlige situation i hjemlandet.

Udover Flygtningenævnet og asylansøgeren og hans/hendes advokat samt en tolk medvirker desuden en repræsentant for Udlændingestyrelsen. Styrelsens repræsentant udspørger også asylansøgeren spørgsmål med den målsætning at vise, at den oprindelige afgørelse er korrekt. Spørgsmålene har til hensigt at påvise, at ansøgerens forklaring ikke hænger sammen, at ansøgerens problemer ikke er alvorlige nok til at give asyl, eller at forholdene i ansøgerens hjemland har udviklet sig til det bedre, og at ansøgeren derfor kan få beskyttelse hos hjemlandets myndigheder.

Når først advokaten og derefter Udlændingestyrelsens repræsentant har udspurgt ansøgeren, udspørger Flygtningenævnets medlemmer ansøgeren.

Endelig holder først advokaten, og dernæst styrelsens repræsentant en procedure – hvori de på skift argumenterer for, hvad anser for vigtigt i sagen, og hvilket resultat Flygtningenævnet bør nå til.

Herefter forlader ansøgeren, advokaten og Udlændingestyrelsens repræsentant samt tolken mødelokalet, og Flygtningenævnets medlemmer voterer – det vil sige drøfter de oplysninger, som er kommet frem under mødet, og afgør, hvordan sagen bør falde ud.

Afgørelsen skrives færdig under mødet. Derefter kaldes asylansøgeren, hans/hendes advokat og Udlændingestyrelsens repræsentant ind igen, og nævnets formand (dommeren) forkynder resultatet. Ansøgeren bliver altså nu oplyst, om han/hun har fået asyl, eller om Flygtningenævnet har valgt at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse.

Sammen med resultatet gennemgår formanden også de vigtige grunde til afgørelsen, lige som formanden ved afslag forkynder for ansøgeren, at ansøgeren skal rejse ud af Danmark, og at han eller hun vil kunne udsendes tvangsmæssigt af landet ved politiets hjælp, hvis han eller hun ikke samarbejder om udrejsen.

Som udgangspunkt skal asylansøgere, som får afslag på asyl, udrejse af Danmark – og det vil som regel også betyde rejse tilbage til deres oprindelsesland.

Udrejsen kan foregå frivilligt, ved at ansøgeren meddeler, at han/hun har et pas og er indstillet på at rejse. Det danske politi skaffer så en flybillet til ansøgerens hjemland. Somme tider foregår det på den måde, at politiet sikrer sig, at ansøgeren er steget på flyet. Det kaldes en ”påset udrejse”.

Endelig kan en hjemsendelse foregå som en ”tvangsmæssig hjemsendelse”. Det betyder, at politiet må anvende magt for at gennemføre hjemsendelsen. I praksis kan det betyde, at ansøgeren lægges i håndjern eller strips og får strips om fødderne også. Der er eksempler på, at politiet må opgive hjemsendelsen helt oppe i flyet, fordi ansøgeren sætter sig så voldsomt til modværge, at flyets besætning ikke skønner det sikkert at gennemføre flyvningen.

Hvis ansøgeren ikke har noget pas, kan det foregå på den måde, at politiet ledsager den afviste asylansøger til hans/hendes hjemlands repræsentation i Danmark for at søge om et rejsedokument til hjemrejsen.

Men for nogle landes vedkommende kan ansøgeren blokere for sin egen hjemrejse ved at nægte at søge om et nyt rejsedokument. Dette gælder for eksempel Iran, som rutinemæssigt nægter at udstede et nyt rejsedokument, hvis den afviste asylansøger ikke vil underskrive en pasansøgning. Også for lande som Irak og Afghanistan kan det medføre, at hjemlandets myndigheder ikke vil modtage den afviste asylansøger, hvor han/hun ikke vil ansøge om pas – eller ikke vil indrejse i hjemlandet frivilligt.

Der er også eksempler på, at ansøgeren nægter at oplyse, hvor han eller hun kommer fra – og hvor de danske myndigheder derfor har svært ved at påbegynde en hjemsendelse.

Det kan også være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at hjemsende uledsagede mindreårige, hvor der ikke er sociale myndigheder til at yde omsorg og beskyttelse til de mindreårige.

Men det altovervejende udgangspunkt er, at personer, som ikke findes at være i risiko for forfølgelse i deres hjemland, skal sendes tilbage til hjemlandet.

Tal fra Danmarks Statistik og Finansministeriet viser, at beskæftigelsen blandt flygtninge, der har opholdt sig i Danmark i mere end tre år er stigende. 12 procent af de flygtninge og familiesammenførte, som havde været i landet i tre år i juni 2015, var i beskæftigelse.

I juni 2017 var tallet steget til 30 procent.

Beskæftigelsestallene tager udgangspunkt i flygtninge og familiesammenførte, der er kommet i ordinære job. Altså job, der ikke suppleres af offentlig støtte.

Det er dog vigtigt at understrege, at mennesker med flygtningebaggrund kan have sværere ved at få arbejde end andre borgere. Det kan skyldes, at deres faglige kvalifikationer ikke altid er efterspurgte, at de har fysiske og psykiske mén af forfølgelsen eller flugten, og at de mangler netværk.

Flygtninge ’taber’ ofte flere år i forbindelse med forfølgelse og flugt. Mange har på grund af forfølgelse afbrudt en uddannelse eller været uden for arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid. Dertil kommer den tid, det tager, før flygtninge har lært dansk på et vist niveau.

De fleste personer, der ankommer til Danmark for at søge beskyttelse, gør sig umage for at tilpasse sig deres nye liv i Danmark. Ifølge Medborgerskabsundersøgelsen 2017 fra Integrationsministeriet deler både indvandrere og efterkommere de værdier, som mange bredt kalder for danske:

Ifølge Integrationsministeriets Medborgerskabsundersøgelse fra 2017, mener indvandrere og efterkommere i højere grad end danskerne, at alle uanset religiøst ståsted bør nyde de samme rettigheder:

Ifølge Integrationsministeriets medborgerskabsundersøgelse fra 2017, mener indvandrere og efterkommere i højere grad end danskerne, at det er ok for deres børn at gifte sig med personer af anden etnisk herkomst: