”Min mors accept var den allervigtigste nogensinde”

26-årige Jalal Arabi blev landskendt som hovedpersonen i DR3-dokumentarserien ‘Macho’, hvor han fortæller om at være transkønnet. Den unge aarhusianer har altid følt sig som mand og hadede, når han som barn blev tvunget til at tage kjole på. Nu har han endelig fundet ro – med et nyt navn, som hans mor fandt på.

Du er vokset op i Gellerupparken i Aarhus. Hvordan var det?

Det var en opvækst med modstand, der har defineret mig på mange måder. Gellerupparken er et sted, hvor man er opdelt i kasser og kønsroller. Du skulle ligne de andre og passe ind, og det gjorde jeg ikke på noget tidspunkt. Jeg har altid været anderledes.

Som lille var jeg meget en drengepige, og det skulle jeg helst ikke være. Det blev bare værre med årene, og kampen med mine forældre, min familie og min omgangskreds blev større. Der er selvfølgelig ikke kun negative ting ved Gellerup, men der er en grund til, at jeg ikke bor der i dag.

Hvad mener du med, at du var en drengepige?

Jeg gik til fodbold, boksning og karate og gik sammen med drengene. Jeg har altid været meget præget af det maskuline og har ikke rigtig kunne identificere mig med pigerne. Jeg havde svært ved at sætte ord på det i starten, men de ville altid være prinsesser til fastelavn, og jeg ville være Scream eller noget andet mere drenget.

Hvordan var det at springe ud som transkønnet?

Jeg startede faktisk med at springe ud som lesbisk, fordi jeg vidste, at jeg var til kvinder. Senere fandt jeg så ud af, at jeg var transkønnet. Rejsen er blevet nemmere, fordi jeg er nået så langt. Men det har ikke været nemt, fordi det ikke er alle, der accepterer det og synes, det er fedt.

Jeg er opvokset med, at familie er nummer et og det, som du prioriterer allerhøjst. Så det var rigtig svært for mig, at størstedelen af dem, der ikke accepterede det til at starte med, var dem. Men min mor har accepteret mig, hvilket var den allervigtigste accept, jeg nogensinde har fået. Hun har også givet mig mit navn, Jalal.

Hvilke udfordringer oplevede du som barn og ung?

Fordi jeg er fra en familie, som er meget opdelt i kønsroller, kunne jeg mærke det rigtig meget. Når vi skulle til bryllupper eller fødselsdage, blev jeg tvunget i pigetøj. Jeg havde lyst til at tage skjorte på, men det måtte jeg ikke, fordi jeg skulle ligne de andre. Så der var begivenheder, jeg ikke kom til.

Når vi skulle besøge min familie i Libanon, blev hele kufferten pakket med helt nyt tøj, som min mor havde købt til mig, fordi de ikke skulle se mit drengede tøj, som jeg gik i derhjemme. Jeg havde også perioder, hvor jeg stjal min brors tøj. Om morgenen havde jeg en daglig rutine, hvor jeg pakkede mit tøj i min skoletaske, løb ned i kælderen, skiftede tøj og tog i skole – og så skiftede jeg tilbage, når jeg kom hjem.

Hvornår gik det op for dig, at begrebet transkønnet fandtes?

Det gjorde det først som 20-årig. Jeg havde ikke hørt det ord før og vidste ikke, at man kunne være transkønnet. At man kunne have det på den måde, og at det faktisk kunne lade sig gøre, at man så blev en mand. Jeg ville ønske, at jeg havde vidst det noget før, for det havde gjort livet meget nemmere for mig. Jeg føler, at mine rettigheder blev taget fra mig, fordi der ikke var nok informationer om det, da jeg var barn og ung. Jeg synes, man skal lære om det i skolen. Det ville kunne redde mange liv. Nogle er stærke nok til at kunne holde ud, men der er andre, der ikke kan, og det er farligt.

Amnesty har længe arbejdet for transkønnedes rettigheder, og Danmark var det første land i verden, der fjernede transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Det er jo en sejr, men hvordan har du oplevet mødet med sundhedssystemet?

Jeg kom ind, da det stadig blev betragtet som en psykisk sygdom, så jeg blev mødt af alle de her meget lange og sindssyge spørgeskemaer, hvor de skulle undersøge, om jeg var skizofren. Nu er det så lavet om, hvilket er rigtig godt, men jeg synes stadig, at der mangler fokus på emnet.

Systemet er fuld af læger, der ikke ved nok om området, og det synes jeg er et kæmpe problem. Jeg har blandt andet oplevet en læge, der ikke anede en skid og var virkelig grov i telefonen. Det endte med, at jeg måtte tage til Tyskland, fordi de ikke ville operere mig i Danmark, fordi mit BMI var for højt. Det har præget mig rigtig meget og gjort, at jeg både har haft angst og været deprimeret.

Hvor synes du, at der særligt bør sættes ind i forhold til transkønnedes rettigheder?

Jeg har lige været med i noget, der hedder Beskyt Minoriteter i Danmark, som har lavet et borgerforslag om hadforbrydelser mod minoriteter. Jeg var ikke selv klar over det, men jeg blev udsat for en hatecrime i Djurs Sommerland for nylig. Der var nogle drenge, der blev ved med at nedstirre mig, og de gav mig også fuckfingeren. Bagefter fik jeg noieren på. For hvor fanden var drengene henne nu, og gemte de sig? Men som loven er nu kan man ikke gøre noget, hvis det handler om kønsidentitet og ikke seksualitet. Det synes jeg, at vi skal lave om på. Ikke kun på grund af denne episode, men fordi mange andre er ude for lignende episoder.

Identificerer du dig som aktivist?

På den ene eller anden måde, ja. Hele ideen med min dokumentar er jo, at jeg gerne vil skabe et fokus og gerne vil ud at hjælpe. Den mulighed, jeg ikke havde, vil jeg gerne give til andre, så de har noget at spejle sig i.

Hvilke råd vil du give unge transpersoner – måske især med anden etnisk baggrund end dansk?

At de skal være pisseegoistiske. Det var jeg ikke nok i den tid, og det var først, da jeg blev egoistisk, at jeg kunne leve mit liv. Man er præget af familieværdier, vil ikke skuffe nogen og tænker hele tiden på, hvad andre synes. Der skal man tænke på sig selv.

Jeg havde perioder, hvor jeg tænkte, at nu gad jeg altså ikke mere. Hvor jeg fik selvmordstanker. Der gik det op for mig, at jeg fandme ikke skulle dø som kvinde. Jeg skulle dø som mand. Du forlader verden som dig. Der er ikke nogen med dig i graven, så hvorfor lever du ikke bare, som du gerne vil leve?

Hvordan kan andre være gode allierede for dig og andre transkønnede – og hvad vil du sige til hr. og fru Danmark?

Jeg forventer ikke, at folk accepterer eller forstår mig. Men jeg forventer, at de respekterer mig, og at jeg kan leve i den samme verden som dem uden skulle udsættes for had eller blive dømt. Jeg skal ikke være bange for at være den, jeg er. Det skal ikke være en kamp. Jeg har brug for at blive respekteret som et medmenneske, der også må have det godt.